af Ascanio Gardini
Den 30. oktober vil der være gået præcis tyve år siden Carlo Talamos død. Et geni fra det tyvende århundrede, der fornyede tohjulsindustrien, men kendt mere for sine digte og for at være Harley-Davidson-importøren.
I de seneste år har jeg stillet mig selv tusinde spørgsmål om Carlo Talamo, som jeg aldrig vil få svar på. Jeg var ikke hans ven, og jeg kan ikke sige, at jeg kendte ham godt, men der var kærlighed mellem os. Ja jeg elsker. For mit vedkommende beundring og agtelse, der gik ud over karakteren, der ofte optrådte i blade og i mange forsamlinger. Jeg tror, han forstod godt, hvad mine følelser var, og han elskede mig simpelthen. Så meget, at jeg ikke gik for at slikke ham i røv, som mange mennesker gjorde, og når den dårlige måne skete for ham, ved de sjældne lejligheder, hvor jeg så ham, hilste jeg knap på ham uden at tale med ham.
Men så var der øjeblikke med totalt rod, hvor jeg nød at lave små drillerier. En frem for alt ved Triumf Day-middagene (stævner arrangeret på banen), hvor jeg dukkede op med Ducati-trøjen midt i en milliard mennesker for at gøre ham vred, mens han lod som om, han var rigtig vred. Et spil der nød mange. Der har naturligvis været bemærkelsesværdige ændringer i denne tid. Hvordan ville han have håndteret de “sociale netværk” og det deraf følgende medieoverfald? Ville han have designet et par cykler fuldstændigt og gjort fleruddannede ingeniører til skamme? Ville hans forhandlere og hans måde at forstå kunderelationer stadig holde stand? Ville hans kommunikation altid være den samme? Ville han have været i stand til at genoplive Moto Guzzi (han var begyndt at samarbejde med Ivano Beggio kort før sin død) uden Colaninnos fremkomst? Ville han have foldet til det “elektriske” eller ville han have fortsat sin vej?
Jeg taler ofte med min ven Fabrizio Farinelli, tidligere direktør for Harley-Davidson Numero Uno-forhandleren i Rom siden 1985 og efterfølgende ejer af Triumph Numero Tre-forhandleren i Rom. Udover at arbejde med Carlo Talamo havde han formået at etablere et ægte venskab med ham, og hver gang kommer vi med forskellige anekdoter. Én frem for alt: Carlo Talamo var godt klar over, hvad han havde bygget, og da Fabrizio undrede sig over, hvordan de ville have gjort, hvis han var gået bort, svarede Carlo: “Verden har været i stand til at overvinde manglen på et stort geni som Leonardo, den kan også overvinde Carlo Talamos.”
Opstrøms for denne betragtning kan jeg ikke engang give mig selv et svar på, hvad der ville være sket, hvis Carlo Talamo stadig var i live. Sammenligner man mig med mange mennesker, der af forskellige årsager har haft med ham at gøre, kommer der ikke en klar og klar holdning til emnet. Et tegn på, at Carlo ofte var uforudsigelig, over for en personlighed ud over det sædvanlige og et markant geni. Hvad der er sikkert er, at vi i dag føler fraværet af Carlo Talamo, uanset hvilken vej han ville have taget.
Carlo var og forbliver en arv ikke kun for motorcykler, men for hele samfundet. Dets innovationer og måden at forholde sig på har tegnet et tegn set af mange og af andre iværksættervirkeligheder taget som eksempel. Hans virksomheder var lysår foran. Jeg er af den opfattelse, at Carlo Talamo bør studeres i historiebøger, og når jeg tilfældigvis taler med folk, der lige har købt Harley-Davidson eller Triumph, som ikke engang ved, hvem Carlo Talamo var, bliver jeg fuldstændig modløs.
Carlo Talamo, det var ham
