En rejse ind i fortiden, op til slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne, da en toscansk dreng fik plads blandt de mange lokale fra Romagna. Alex Gramigni i 1992 gav Aprilia sin første verdenstitel ved at vinde i klassen 125. Han slog Fausto Gresini på en Honda.
Alex Gramigni, en lang karriere
“Dybest set begyndte jeg at deltage i EM i Team Italien med Aprilia – fortæller ‘Gram’ – I 1988 og 1989 blev jeg nummer to, så landede jeg i verdensmesterskabet 125. I 1990 erobrede jeg mit første podie, året efter min første sejr, og i 1992 vandt jeg verdensmesterskabet.
Er der en bestemt episode, der er forblevet indgraveret i dine minder?
“Der er et trist øjeblik, hvor jeg kom til skade, mens jeg førte verdensmesterskabet. Jeg brækkede mit skinneben og min fibula, og i det øjeblik troede jeg, at mine drømme var bestemt til at forsvinde. Sådan var det ikke. Jeg kom mig hurtigt, cyklen gik meget godt, vi var konkurrencedygtige, de sidste par løb i sæsonen gik godt, og vi vandt mesterskabet”.
Dine øjne skinner stadig, tænk tilbage på titlen …
“Ja, det er smukke ting, og de forbliver i hjertet. Så fortsatte jeg: Jeg kørte i 250, 500 og i Superbike, men jeg har ikke opnået væsentlige resultater længere ”.
Når du ser tilbage, fortryder du noget?
”Nej, for jeg traf alle valg, på godt og ondt. Så er det normalt at lave fejl, det er en del af livet. For eksempel forlod jeg Aprilia i 1992 og tog til Gilera, så blev cyklen fra Noale forbedret meget, og Biaggi vandt 4 verdensmesterskaber. Hvis jeg var blevet, kunne jeg så have vundet dem? Jeg ved det ikke, for Biaggi var stadig meget stærk, bedre end mig. Jeg har ikke fortrudt, og jeg er glad for min karriere”.
Hvordan var stemningen på folden i halvfemserne?
”Da vi først var en gruppe, tog vi også på ferie sammen mellem det ene løb og det andet. Mellem italienerne var vi meget tætte, så tænkte åbenbart alle for sig selv i løbet. Jeg var venner med Capirossi, Reggiani, Cadalora, Gianola, Casoli, men generelt med alle italienere. Der var en god stemning”.
Er det ikke tilfældet i dag?
”Nu er alting lidt mere professionelt: Der er kontrakter med sponsorer, sociale netværk og synlighed søges. Verden har ændret sig, hverdagens virkelighed og uundgåeligt også motorcykling”.
Du bliver ved med at frekventere motorcykelmiljøet?
”Ja, for arbejde og for passion. Jeg forblev bundet til Yamaha, fordi jeg kørte racerløb i de sidste år af min karriere, og jeg var testkører i næsten tyve år. Jeg har Aprilia i mit hjerte, fordi det fik mig til at gå ind i motorcyklernes verden. Nu tager jeg kurser, og jeg har en virksomhed: vi arbejder på at skabe en skole og forskellige ting sammen med Aprilia”.
Aprilia har i år genoplivet mønstret af verdensmesterskabet i 125 for at fejre 30 år siden den første titel. Hvad følte du?
“Jeg kan meget godt lide det, det er smukt og jeg var virkelig glad”
Foto: alexgramigniproject
LÆS OGSÅ
