Ord kan gøre mere ondt end fald. Riccardo Russo har altid været betragtet som en fremragende kører, men der er skabt uoverskuelige, hårde fordomme. I virkeligheden har Riccardo Russo aldrig gjort noget forkert: udenad husker de ikke nogen særlig forseelse eller åbenlyse scener.
I år sluttede han på tredjepladsen i National Trophy med tre podier bag sig, bag Gabriele Giannini og Simone Saltarelli. Han har været med i kampen om titlen til det sidste, men er i øjeblikket stadig på udkig efter en cykel til 2023.
Lad os tage et skridt tilbage. Riccardo Russo blev født for tredive år siden i Maddaloni, i provinsen Caserta.
“Som barn spillede jeg fodbold – siger Riccardo Russo – Jeg nærmede mig motorcykling, da jeg var ti og elleve på Casaluce minimoto-banen. Jeg deltog i det europæiske og det italienske, så gik jeg videre til 125SP og sluttede på tredjepladsen. Jeg kørte også i 125GP, men jeg var mere egnet til de fire slag, og jeg landede på Stock 600. Først kørte jeg med Team Trasimeno og derefter i 2012 sluttede jeg mig til Talenti Azzurri for at køre med Team Italien.
Var du i fuld affyringsrampe?
“Jeg var European Stock 600 Vice-Champion med Puccitti, så skilte jeg mig også ud i Supersport World Championship, og i de år var niveauet meget højt med Kenan Sofouglu og Sam Lowes. I de tre år i WSSP har jeg gjort det godt. I 2014 deltog jeg også i nogle løb i Moto2 World Championship. Så kørte jeg i Stock 1000 med Team Pata, men så kom jeg til skade og måtte blive ude i et år for at genoptræne. Jeg kom mig på en fantastisk måde, og jeg deltog i verdensmesterskabet, og der kom det dårlige«.
Var det et kort skridt fra drøm til mareridt?
“Lad os sige, at det ikke var en positiv debut. Faktisk, for at være helt ærlig i World Superbike var jeg fuldstændig udbrændt, fordi jeg aldrig har haft konkurrencedygtige cykler. Som det sker i disse tilfælde, er det dog lettere at give chaufføren skylden end at erkende, at man ikke har midlerne til det, og derfor har ordet spredt sig, at jeg var en uoverskuelig chauffør. På folden talte de dårligt om mig, og alle begyndte at have fordomme mod mig. Under sådanne forhold er det svært at fortsætte og have mulighed for at afvise rygterne og være i stand til at finde holdet. Jeg er blandt andet også sydlandsk og det hjælper ikke”.
Er det mere kompliceret for sydlige børn?
“Det er meget svært! Jeg er fra Caserta, og her er der ingen motorkultur, der er kun fodbold, så det er meget svært at finde sponsorer og under alle omstændigheder, hvem der er villige til at hjælpe mig videre”.
Genstartede du så fra CIV?
“I 2019 konkurrerede jeg i CIV SBK med Ducati Motocorsa, og jeg gav Michele Pirro en hård tid, så kørte jeg Nuova M2 med Aprilia, men så havde jeg en ulykke. Under alle omstændigheder er problemet altid budgettet… som ikke er der! Jeg træner, jeg yder altid mit bedste, men hvis der ikke er “penge”, og så kan du ikke blive ved! “.
Risikerede du at holde op?
“Ja, jeg har risikeret og risikerer stadig, fordi jeg har brændt mange penge for motorcykling, min største passion. Folk fatter det ikke! Sponsorernes penge rækker aldrig til at dække sæsonen og derfor skal forældre altid sætte et plaster på, men nu har min far trukket i håndbremsen, som man siger her”.
Der er familier, der er blevet ødelagt af motorerne.
“Nøjagtigt, men alt dette er hallucinerende, og vi vil gerne undgå det! Vi skal også leve, vi kan ikke spilde alle vores ejendele til konkurrencer. Jeg ville ikke have lyst til at arbejde fuld tid på familiens gokartbane, jeg vil gerne køre race uden at prale. Jeg håber inderligt, at nogen vil give mig chancen, for jeg har stadig meget lyst til at konkurrere, og jeg kan gøre det godt”.
Hvad tænker du på lige nu?
“Jeg spekulerer på, hvad jeg gjorde forkert. Der er ryttere, der har opnået lavere resultater, men som har opnået, mens jeg kun har tabt i tyve års løb, jeg fik aldrig en øre! Hvad har jeg gjort forkert? I dag beder de om penge i alle klasser, selv i MotoE, og denne situation er uholdbar, det er ikke fair, det er ikke sport.”.
Foto Salvatore Annarumma