Hvilken indflydelse ville Marc Marquez’ eventuelle flugt have på Honda HRC’s sportslige programmer og investeringer i MotoGP? Og på samme måde, hvilken skæbne vil Kawasakis sportslige engagement have efter Superbike-essen Jonathan Reas flugt til Yamaha? Vi taler om to mestre, som for talent og karisma har en finger med i skæbnen for de store virksomheder, som de har været flaget for i årevis. De har også en anden detalje til fælles: begge har løbende kontrakter med den nuværende entreprenør for 2024, men begge vil/ønsker at forlade. Føjet til den tekniske krise på begge fronter er frygten for at miste toprytterne, dem der “gør forskellen”.
Et systemisk problem
Tabet af de stærkeste ryttere både på banen og for det globale image kan destabilisere de to virksomheder, så de bliver et “system”-problem. Kunne Kawasaki uden Rea lukke butikken i det lange løb og forlade racing permanent? Der er en risiko, og det taler man insisterende om på folden. Efter Suzukis exit fra MotoGP ville det være endnu et bekymrende stykke tid. Så spørgsmålet er: hvorfor bliver MotoGP- og Superbike-rytternes kontrakter ikke deponeret som sikkerhed hos sportsmyndigheden, hvilket i vores tilfælde ville være Federmoto Internazionale, som det sker i næsten alle professionelle sportsgrene? Dette ville ikke forhindre tidlige opsigelser, som også er mulige andre steder, men ville efterlade bygherrerne mindre udsatte. Nu giver Honda og Kawasaki dog indtryk af at være fuldstændig prisgivet rytterne og deres personlige ledere.
Papirmache-kontrakter
Kontrakten mellem piloten og virksomheden (eller teamet) er en privat aftale, derfor som enhver aftale af denne art underlagt tvister, appeller og revisioner, også om varigheden. Netop derfor er tidlig opsigelse næsten altid forudset på forhånd og reguleret af visse betingelser. Tag fodbold eller NBA basketball: Virksomheder fastsætter generelt flerårige aftaler, netop fordi der i tilfælde af tidlig opsigelse kan udløses “buy outs”, dvs. økonomisk kompensation. Vil du væk? Enhver, der leder efter dig, skal betale mig fuldt ud. På denne måde amortiseres mesterens “lækage” af fratrædelsesgodtgørelsen, med mulighed for at geninvestere det opnåede beløb for at udfylde hullet. MotoGP- og Superbike-kontrakterne, ud over at de ikke er deponeret hos nogen upartisk krop, ligner pap. Udefra ser det ud til, at piloterne kan frigøre sig uden større problemer.
Marquez og Rea, forskellige sager
Situationen er anderledes, især på grund af den stjernesum, som Honda HRC garanterer Marc Marquez, dvs. femten (eller mere) millioner om året. Men hvad ville der ske, hvis rytteren opgav en del (eller en stor del…) af sin nuværende løn for at komme på en KTM eller en Ducati? Hvordan er det muligt, at en global virksomhed som Honda, der til dato – lad os ikke glemme – dominerer F1 som Red Bull-ingeniør, ikke har pålagt fremragende exit-klausuler for at garantere en fireårig aftale til en værdi af 60 millioner eller mere? Rea-Kawasaki-sagen er anderledes, fordi beløbet på forpligtelsen er meget mindre, omkring 1,5 millioner euro, et tal, som Yamaha Superbike kan lægge på bordet, da det er den samme, der blev afvist til fornyelse af Toprak Razgatlioglu, som sluttede i BMW. Men selv da: hvordan er det muligt, at Kawasaki ikke har sørget for at dække deres ryg tilstrækkeligt i tilfælde af en tidlig opsigelse?
Federmoto, hvis du er der, så slå et slag
Jorge Viegas, den dygtige strateg-præsident for FIM, forsøger at udhule Dornas magt og genoprette, hvad der burde være den føderale rolle som garant for de højeste udtryk for vores sport. I Superbike vinder han positioner, mens i MotoGP er vægten af Federmotos “adresse” stadig uhåndgribelig. At pålægge den obligatoriske indlevering af MotoGP- og Superbik-rytteres kontrakter ville ikke være afgørende, for i sidste ende vil der altid være stridigheder om aftaler. Men det ville være et tegn på “magt”. Og frem for alt en måde at have en specifik rolle i denne form for forhandlinger, for at beskytte (i hvert fald delvist) selv de “højeste” interesser. På den anden side kunne der pålægges bestemte og definerede tider for “chaufførmarkedet”, som nu altid er åbent. 2024-skålene er endnu ikke stoppet, og der tales allerede om trøjeskift til det følgende år. Piloter og deres håndlangere har overtaget.
Foto: Instagram