Der er de ‘loyale’ til et enkelt mærke, såsom Marc Marquez, altid med Honda i hans ti år lange MotoGP-karriere. Vi kan også nævne den yngre Fabio Quartararo (Yamaha) og Pecco Bagnaia (Ducati), som har været i den bedste klasse i kortere tid. Men der er i stedet dem, der udfordrer hinanden med flere huse, uden derfor at gå glip af en god portion risiko. De tilfælde, der også ses i MotoGP, bekræfter, at det aldrig er let at tilpasse sig en anden cykel og derfor opnår betydelige resultater. Næste år vil Jack Miller være til start i 2023 med det tredje anderledes mærke i MotoGP, hvem ved, om han vil være i stand til at vinde med KTM som med Honda og frem for alt med Ducati… Men der er andre ryttere, der har gjort det samme, kan du huske hvordan det er gået? Efter første del er her anden og sidste del.
Jorge Lorenzo (Yamaha/Ducati/Honda)
Tre mærker også for den mallorcanske mester, som dog bestemt strålede kun med huset af de tre stemmegafler. Hvem ved i stedet, om han ville have været i stand til at bringe Ducati tilbage til sejren før denne 2022, et spørgsmål, der vil forblive ubesvaret. Men lad os gå i rækkefølge: Fra 2008 til 2016 var han en af Yamahas førende ryttere, med resultater til en værdi af tre verdenstitler, tre andenpladser og to P3’ere i den generelle stilling. I 2017 beslutter han sig for at prøve Ducati-eventyret: to podier på det første år, et skridt fremad efter de første GP’er i 2018, men lederne i rødt havde allerede kigget andre steder hen… Mallorcaneren tager tre sejre, endnu et podie og fire poler før en skade. På den anden side er 2019 med Honda bestemt til at glemme, i slutningen af året går han på pension.
Andrea Dovizioso (Honda/Yamaha/Ducati)
Han fik sin MotoGP-debut i 2008 med en fireårig periode i Honda, hvor han opnåede én sejr og yderligere 15 podieplaceringer. Hans eneste Yamaha-sæson følger og scorede yderligere seks podier for derefter at åbne den lange Ducati-periode i 2013. Jeg starter med op- og nedture, men så begynder podierne at stige, sejrene kommer også… Indtil han begynder at opnå sådanne resultater, at han er med i kampen om den endelige sejr mod Marc Marquez! Fra 2017 til 2019 var han vice-verdensmester, i 2020 annoncerede han, at han ville tage et sabbatår. Men i slutningen af 2021 accepterer han sadlen af Yamahas satellitteam til de sidste GP’er, en uheldig tilbagevenden indtil hans endelige pensionering ved Misano 2022. Men mange understreger (med rette) hans store arbejde på en vanskelig Desmosedici, som nu er blevet drømme’ i MotoGP.
Scott Redding (Honda/Ducati/Aprilia)
Fem år i premierklassen for den britiske rytter, fra 2014 til 2018 for at være præcis. Han begynder med to år i Honda og opnår sit første MotoGP-podie i Misano i 2015. Derefter følger to år med Ducati-farverne, men mht. resultater går det ikke meget bedre. Det eneste højdepunkt er hans andet karrierepodie i Assen i 2016, som også bliver det sidste i hans korte MotoGP-karriere. I 2018 er han dog i aktion med Aprilia i et af mærkets svære år. For ham 20 point i alt og en 11. plads som sæsonens bedste resultat.
Cal Crutchlow (Yamaha/Ducati/Honda)
Han landede i MotoGP i 2011, med Supersport-mesterskabet i 2009 i lommen og et helt år i Superbike på sin noteliste. En ændring derfor langt fra enkel, men Coventry-køreren forbliver i topklassen indtil 2020, året hvor han annoncerer sin pensionering. Crutchlow begynder med en tre-årig Yamaha-periode og erobrede de første seks podier i kategorien. Hans eneste år med Ducati fulgte, hvor han også opnåede et podie, mens han fra 2015 og frem til sin pensionering var hos Honda. I disse år kommer der udover ni podier tre verdenssejre: den første i Brno i 2016, gentaget på Phillip Island, den sidste er i Argentina i 2018. Han har været Yamaha-testrytter siden 2021, dog med 10 GP’er på målsedlen som afløser.
Andrea Iannone (Ducati/Suzuki/Aprilia)
Hans karriere blev afbrudt i slutningen af 2019, men rytteren fra Abruzzo har kørt i MotoGP siden 2013. Også han med tre forskellige mærker, startende med Ducati, som han blev hos i fire sæsoner. Hans første og eneste sejr kom i de sidste to år, sammen med seks andre podier, før han skiftede til Suzuki. To år, hvor han opnåede fire podieplaceringer, alle i 2018, for derefter at skifte igen og lande i Aprilia. På målsedlen er der en 6. plads som sæsonens bedste resultat, netop her stoppede karrieren.
Aleix Espargaro (Ducati/Suzuki/Aprilia)
Hans første hele år i MotoGP var 2010, hans eneste Ducati-år med to bedste ottendepladser. Springer CRT-perioden over, hvor han klarede sig godt (det første podie kom også), lad os gå til 2015, det første af de to år med Suzuki-farverne. Sæsoner mellem op- og nedture, med en 4. plads som den bedste afslutning, inden vi accepterer udfordringen med Aprilia fra 2017. Ganske svære år, indtil 2021, hvor det første podie kommer: det er det første tegn på, hvad der sker.’ ses i det netop afsluttede mesterskab. Det bedste år for mærket og for Espargaro: en historisk sejr, yderligere fem podier, konstante placeringer i top ti (undtagen i tre GP’er), et enkelt nul. Samt tilfredsstillelsen over at være blevet i kampen om titlen indtil et par runder fra slutningen!
Maverick Vinales (Suzuki/Yamaha/Aprilia)
Den spanske rytter ankom til MotoGP i 2015 og tilbragte de første to sæsoner med Suzuki. Med disse farver kommer den første sejr og tre andre podier i premierklassen, efterfulgt af skiftet til Yamaha. Fire hele år med svingende resultater: sejre og podier ankommer, men i mesterskabet er han ikke i stand til at gå ud over 3. trin på verdenspodiet. I 2021 bruddet med Iwata-mærket, i 2022 spillede han sit første hele år med Aprilia, den tredje anderledes producent derfor i sin karriere i den bedste klasse. Der har været interessante tegn på vækst, som demonstreret af de tre podieplaceringer i Assen, Silverstone og Misano.
Pol Espargaro (Yamaha/KTM/Honda)
Han ankommer til MotoGP i 2014, som regerende Moto2-mester, for at konkurrere i en treårig periode med Yamaha. Han demonstrerer en god konsistens i resultater, og slutter ofte i top ti og opnår to fjerdepladser som bedste resultater. I 2017 begynder erfaringerne med KTM, en nyankommet producent, og som den mindreårige fra Espargaro-huset vil give de første vigtige resultater. Det første historiske podie ankommer til Valencia 2018, derefter gentages det fem gange i 2020, for derefter at tage imod udfordringen med Honda. Men i den mørkeste periode af Golden Wing: to svære sæsoner fulgte, med to podier afvekslende med mange komplicerede løb. 2023, selv med GasGas-farverne, bliver året for hans tilbagevenden til KTM.
Jonathan Rea den pragtfulde biografi: “In Testa” tilgængelig på Amazon
Billedkredit: motogp.com