Tredje tilbagevenden til Moto3 og bestemt ikke for at dukke op. Romano Fenati vil være til start igen med Snipers Team-farverne, et hold, som der er skabt et særligt familieforhold til. Han lægger ikke skjul på, at han har mediteret over det definitive stop, op til Mirko Cecchinis forslag. Den ideelle tilstand til at skinne på banen og fikse det, der ikke virkede i de foregående år. Ingen mål sat for Fenati, bare den konstante vilje til at gøre det godt. Vi havde mulighed for at få en meget interessant snak med piloten fra Ascoli, vores interview.
Romano Fenati, hvordan har du det i denne periode?
Jeg har meget travlt i det ‘normale liv’, da vi har en stor byggemarked og en kartbane. Men sådan har det været siden jeg var lille, det tynger mig ikke og det er faktisk meget rart. Jeg arbejder hver dag mere eller mindre fra halv otte om morgenen til halv ti om aftenen med træning imellem. Det er lidt uafbrudt travlt, da det altid er otte timers arbejde, nogle gange endda noget mere, men jeg formår altid nemt at presse to, to og en halv time ind. For mig er det mere et øjebliks afslapning end træning: Jeg betragter det aldrig som en gene, det er snarere, når jeg slapper af. Så tager jeg det måske endnu mere seriøst end andre, men det er altid sjovt!
Sidste år var du tilbage i Moto2. Hvordan ændres uddannelsen til kategoriskift?
Det er mere eller mindre det samme, selvom det tydeligvis skal tilpasses. Til Moto3 behøver jeg ikke bænkpres 200 kg, men man skal selvfølgelig fokusere på nogle aspekter, mens man til Moto2 ser på andre. Det er stadig en motorcykel, og du har ikke brug for vægtløftningskonkurrencer, men den er bestemt tungere, og du skal træne mere på dette aspekt. Men generelt er der altid brug for styrke og udholdenhed. Måske øger du bare tempoet i løb eller cykling, men det ændrer ikke meget.
I 2022 det ‘andet’ spring til Moto2, men det gik ikke godt. Hvorfor?
Jeg stillede mig selv mange spørgsmål og gav også mig selv mange svar. Jeg havde trænet hele vinteren og gjort store ofre, selv at tage til Spanien, og på godt og ondt har jeg allerede tilpasset mig de større cykler, siden jeg trænede med en R1. Faktisk havde jeg det endnu bedre med at køre på en Moto2. Hastighedsmæssigt har jeg ingen problemer, historisk set er jeg en rytter, der tilpasser sig cyklen lidt ad gangen, tilpasser sig trin for trin. I Austin havde jeg dog fået en skade på skulderens supraspinatus som følge af et styrt under en opbremsning under løbet. Jeg lider lidt af tidligere traumer, og ved den lejlighed pådrog jeg mig denne vigtige skade: Jeg var virkelig syg, men det lykkedes mig at afslutte løbet med kun én arm. Men lad os sige, at sidste år virkede det ikke for en blanding af forskellige faktorer. Til sidst gik det sådan her, jeg ved hvad jeg er værd og resten er lige meget.
Fenati er tilbage i Moto3 og altid med Snipers Team. Hvad betyder dette hold?
Jeg er en, der knytter meget til de mennesker, han elsker, det er en gensidig ting. For eksempel er Lele Martinelli som en bror for mig, hele Max Racing Team var en familie for mig. Et hold der ændrer sig i år, men i sidste ende er strukturen den samme, bortset fra Max Biaggi. Jeg siger det samme om Mirko Cecchini og Snipers Team, de er som en anden familie for mig. Vores forhold startede i 2017 og derfra var det “kærlighed ved første blik”. Først og fremmest er der den menneskelige side, som er grundlæggende i et hold, da jeg under mesterskabet bruger mere tid sammen med dem end med min familie. Der er en utrolig harmoni, men vi må også gerne sende os selv i helvede! I en familie skændes vi, måske fordi vi gerne vil mere, men vi ror altid på samme side. Til sidst skændtes Mirko og jeg altid, men det varede højst en halv time, og så arbejdede vi sammen.
En god følelse uden for banen er altid afgørende for at få resultater, er det ikke?
Ja, det er vigtigt. Resultaterne på banen er bestemt vigtige, men det er, når tingene ikke går, at man virkelig ser den harmoni, der er. Skyldspillet er ubrugeligt. Mirko er en meget følelsesladet person: Hvis der ikke er den perfekte følelse mellem cykel og rytter, sover han ikke igennem det, og måske kommer han på ideen om morgenen. Men jeg er den samme! Jeg sover ikke, jeg overvejer at prøve at forstå og finde løsningen… Men det kan også vise sig at være skadeligt: nogle gange kunne det være bedre at afbryde forbindelsen end at tænke på det hele tiden. Under alle omstændigheder har jeg stor agtelse og tillid til Mirko, han er en fantastisk arbejder. Og så støtter vi begge Inter! [risata] Og om aftenen mødes vi alle sammen i gæstfrihed, vi spiller kort, der er ingen mangel på kontinuerlig drilleri til enhver tale… Det er ikke dårligt.
Det er faktisk den optimale tilstand for dig, ikke?
Absolut. Også fordi jeg ikke ønskede at vende tilbage til racerløb efter sidste sæson… Men tanken var at komme tilbage enten med Lele eller med Mirko, så jeg har det godt og så gentilpas til denne verden. Lele havde dog allerede fyldte cykler, og heldigvis: hvis de begge havde givet mig et tilbud, havde jeg alligevel ikke kørt, det havde været svært at afgøre. Mirko sendte mig i stedet tilbuddet på WhatsApp! Han havde gennemgået nogle af vores løb, og han havde klumpen. “Jeg giver dig tilbuddet, så ser du det.” Det tog mig omkring en uge at beslutte mig: Først talte jeg om det med min familie for at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Jeg var usikker, jeg sagde nej, men det var min drøm… Til sidst sagde jeg ja til Mirko, det var fint med ham. Men jeg kan allerede forestille mig alle kampene, og han ved det: ting fra “Jeg vil ikke tale med dig mere!” og ti minutter senere går jeg hen for at tale med ham, eller han kommer og leder efter mig. Som de siger, kærlighed er ikke smuk, hvis det ikke er en kamp! Med Mirkos kone, der altid kommer for at mægle… Der er i hvert fald en voksen, der ordner op! [risata] Bortset fra vittigheder er jeg stolt af at være hans ven.
Ny genstart i Moto3, vil Romano Fenati være blandt hovedpersonerne?
Lad os håbe det! Jeg er aldrig særlig overbevist om noget, før jeg gør det. Jeg er lige så sikker på mine muligheder som usikker og usikker på fremtiden. Jeg er mærkelig! [risata] Men hver sæson er en separat diskussion, så jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal sige. Ok, der er også lidt overtro, men frem for alt er det det, at jeg ikke siger noget. Selvfølgelig ville det være rart, jeg ved det ikke, at vinde mesterskabet med 15 løb til overs! Men åbenbart er idéen og virkeligheden to forskellige ting. Engagementet og viljen er der altid, men hvert år er en historie for sig selv.
Du er blandt de bedste i kategorien. Hvad synes du, du manglede før for virkelig at være i toppen og sigte mod titlen?
Lad os sige, at alle har evnerne. Måske er problemet, at der er sket en række ting, som ikke nødvendigvis var hensigten, som har ført til resultater, som ikke var dem, man håbede på. Jeg tænker for eksempel på 2017: Jeg var en af kandidaterne til titlen, men på Le Mans, da jeg havde sejren på lommen, faldt så mange af os i en olieplet. Men bremseolierøret havde et hul i sig, et lille hul, og i forvirringen til at starte igen lagde vi ikke mærke til det. Mirko fortalte mig så, at de hvert år lå lige i det hjørne, og jeg tabte løbet lige der! Omgang efter omgang kunne jeg dog bremse mindre og mindre og styretøjet lukkede, så til sidst så vi at cyklen var fuld af olie. På Silverstone og Phillip Island har jeg altid været ikke mindre end tredje, den eneste omgang jeg passerede 7. var rødt flag! Mir var tydeligvis meget god, han fortjente VM, men der skete uheld for os…
Et andet eksempel er Misano 2021.
Øh, selv der var vi tilbage i VM, men ingenting. Vi dyrkede en anden sport den dag, men en skør vind tog til: Jeg forsøgte at bremse lidt, men pludselig befandt jeg mig på jorden. Et vindstød, jeg var lidt væk… Det styrt der markerede mig særligt, gnaver stadig i mig, lad os sige.
Hvordan kommer du ud over episoder af denne type?
Med en flaske vin? [risata] Seriøst, du skal lade det passere, og det er det. Selv ved den lejlighed havde jeg ikke noget mærkeligt. Måske var jeg bare lidt bred og 1 km/t hurtigere, men jeg følte også, at jeg stadig havde en margin, der var ingen! Men et øjebliks distraktion… En brøkdel af et sekund, der ændrede scenariet. Men selv i det tilfælde bebrejder jeg ikke mig selv, og jeg kan heller ikke bebrejde cyklen, som var meget hurtig, og jeg havde det rigtig godt. Ligesom jeg ikke kan bebrejde vinden! Det er noget, man bare skal give slip på. Så kommer der åbenbart tusind tanker og tvivl, hvis og måske, en slidt indeni. Men det vigtige er at ankomme til næste løb med den ekstra oplevelsespakke og starte derfra.
Ser du mere på aktuelle begivenheder: efter din mening, hvor stor forskel er der mellem Honda og KTM?
Til sidst vandt jeg med alle cyklerne, men jeg må sige, at forskellene er afgrundsdybende. KTM bruger et espalier-koncept, som kan være så godt som meget svært at tune. Faktisk, hvis du ikke har det helt fint, kan du ikke udtrykke dig bedst muligt. Honda er altid Honda: den klarer sig ret godt, men det er svært at finde 5-10 % mere. På godt og ondt tager man dog altid udgangspunkt i en rigtig god base. Ditto KTM, men du skal komme godt videre med det samme. Jeg vil sige, at jeg er som hav og bjerge, dag og nat, men jeg har altid formået at tilpasse mig både på kort tid og efter min mening på bedste vis.
Indtrykket er, at kløften er blevet større, eller ej?
Jeg er nødt til at kaste et spyd til fordel for KTM, som altid bringer en lille smule udvikling: at lægge alt sammen til to tiendedele, meget i slutningen af dagen. Men ikke alt går altid som håbet. Honda er meget mere “japansk”, men når de bringer dig en ny udvikling, uanset om det er aerodynamik eller en motor, så virker det bestemt. Jeg støtter KTM-siden for fortsat udvikling, men som racere hjælper det at have noget, du allerede ved virker. Hvis vi ser på resultaterne, har KTM domineret de sidste to år, men jeg kan ikke sige hvorfor. Men jeg håber, Honda dominerer i år!
I år ændres formatet for de praktiserende læger. Boss Snipers kan ikke lide det, Fenati hvad synes du?
Også her er vi to kontrasterende hoveder… Jeg ville være til en træningssession, kvalifikation, race, så du kan se, hvem der ved, hvordan man kører på motorcykel! Men der skal selvfølgelig tid på banen til, især når man er i problemer, det er aldrig nok, mens når alt er perfekt, flyver tiden afsted….