Tæppet falder over en legende. Maurizio Bottalico annoncerede sin pension for et par måneder siden, og sidste søndag deltog han og vandt sit sidste løb. “Den gale hattemager”, som han får tilnavnet, forlader konkurrencerne som en mester. I år vandt han fire titler, hvoraf to var italienske og samme antal europæiske i klasserne 600 og 1000. Desuden nåede han podiet ved Manx Grand Prix i Junior Race med Paton foran tusindvis af mennesker og hans familie. (på billedet af Gianluca Domenicali). I sin anden deltagelse på Isle of Man opnåede han straks et utroligt resultat. Men nu slår han et nyt blad, som han fortæller Corsedimoto.
“Jeg går, jeg tager ikke et skridt tilbage – siger Maurizio Bottalico – Jeg tror, det har været klart i nogen tid. Jeg afsluttede min kørekarriere med 122 sejre i 153 heats i Road Races, med 7 italienske og 6 europæiske titler, med podiet på Manx plus mange andre vidunderlige minder. Pointen er nu gjort, men det betyder ikke, at det er et endegyldigt farvel til hele motorcykelverdenen.”
Efterlader du nogle huller åbne?
“Nu har jeg et lille fysisk problem at løse, men under alle omstændigheder kan jeg være til stede i andre roller i fremtiden. I øjeblikket vil jeg ikke sige andet.”
Hvad følte du, da du tog dragt og hjelm på til dit sidste løb?
“Jeg var meget rolig. Jeg tænkte ikke så meget over placeringen, for for at vinde titlen skulle jeg bare afslutte. Jeg tænkte bare på at have det sjovt og løbet som et mål i sig selv. Luca Salvadori konkurrerede også, og jeg vidste, at han ville være med i spillet, fordi jeg ved, hvor hurtig han er på en motorcykel. Jeg var glad for, at han kom, og for mig var det en god stimulans som rytter.”
Blandt de bedste minder fra din karriere var podiet på Manx?
”Selvfølgelig var podiet noget utroligt, jeg tror, det er målet for alle, der deltager i Road Races. I år var jeg nysgerrig efter at bruge oplevelsen fra 2022 og se, hvor hurtigt jeg kunne gå. Jeg opdagede ikke podiet, før jeg nåede målstregen, men da de vinkede mig mod scenen, oplevede jeg følelser, som jeg aldrig vil glemme. Det er en skam for senioren, da jeg var lidt uheldig, ellers kunne jeg også have sigtet efter podiet der. Blandt de uudslettelige minder inkluderer jeg udover Manx også udfordringen med Max Biaggi i supermoto. Under alle omstændigheder ville der være så mange, at det ville være umuligt at nævne dem.”
Et øjeblik at slette?
“Det værste går tilbage til 1999 CEV. Jeg blev efterladt hjemme af et hold, der tog en betalende chauffør i mit sted, men som så ringede tilbage til mig ved slutningen af sæsonen, fordi afløseren havde gjort meget lidt”.
Dine børn var også til stede på Manx. Bliver den lille pilot?
“Selvfølgelig har jeg allerede sat den på cyklen. Jeg forsvinder bestemt ikke, og jeg vil fortsætte med at følge motorcykling som far.”
Foto Gianluca Domenicali