Skaluca var en influencer, da sociale netværk endnu ikke eksisterede. Han blev født i Arezzo i 1983 og gjorde intet for at være en karakter. Han var simpelthen sig selv, men offentligheden gik amok efter ham og fulgte ham til alle løbene. I CIV og Superbike paddock blev Luca Scassa betragtet som en intellektuel. Han læste på det tidspunkt ingeniør, og for tyve år siden talte piloter, der gik på universitetet, på den ene hånds fingre.
Han var strålende, rar, karismatisk men frem for alt meget hurtig. Han rejste sandsynligvis mindre, end han fortjente, men Skaluca satte sine spor.
“Min far gav min passion for motorcykler videre, og jeg tog til kredsløbet for første gang med ham, da jeg var 8, i 1991 – Luca Scassa fortæller Corsedimoto – men jeg var høj og spillede basketball. Jeg har altid været seks fod, og for 125 var det bestemt for meget. Jeg blev dog nummer to i Aprilia Trophy bag Dovizioso i 2000. Så var der mødet med Massimo Ormeni og det afgørende klik”.
Du skiftede til Stock1000 og myten om Skaluca blev født.
“Jeg kørte med dem fra 2003 til 2006, og jeg havde min far som besætningschef. Vi tog hjemmefra i en varevogn, ankom til banen og vandt. Jeg har altid haft et budget tæt på nul, men i 2006 vandt jeg CIV Stock1000 og i 2008 fik CIV Superbiken min debut i verdensmesterskabet. Dernæst kørte jeg ParkingGo i Supersport. Jeg vandt tre løb, kom på podiet fem gange og burde være vendt tilbage til World Superbike. Projektet faldt dog igennem, og jeg befandt mig til fods. Jeg fandt så cyklen, men den episode havde en negativ indvirkning på min karriere. Desværre var han ikke den eneste.”
Hvad skete der?
“I 2013 opfyldte jeg enhver rytters drøm: Jeg kørte i MotoGP i stedet for Karel Abraham, som var skadet. Året efter opstod samme mulighed, men under en test på Mugello med en Aprilia styrtede jeg på grund af en defekt motorkomponent og brækkede mit lårben. Jeg skulle have erstattet Petrucci. Karrieren kom definitivt på kompromis, men jeg er stadig glad for det, jeg har formået at gøre inden for motorcykling. Jeg havde to tilbageslag, nogle brækkede knogler, men også nogle fantastiske tilfredsstillelser”.
Kom du tilbage på sporet efter den skade?
“Ja, i mellemtiden havde jeg nærmet mig Endurance World Championship, men frem for alt deltog jeg i forskellige mesterskaber i udlandet. BSB har efterladt mig med uudslettelige minder”.
Hvordan var tilgangen?
”Jeg så en ubeskrivelig passion hos publikum. Jeg husker det første løb, ved Brands Hatch, med over syv hundrede mennesker i de seks graders regn og i kø til pit walk. Der har cyklerne en vanvittig, imponerende følgeskab”.
Så udholdenhed?
“Jeg landede på No Limits, og det var en vidunderlig oplevelse, fordi jeg arbejdede på projektet, og jeg begrænsede mig ikke til bare at være en rytter, men jeg følte mig en del af noget meget større. Vi gik fra sjette- og syvendepladser til sejre og podier. Vi var vice-verdensmestre i tre år i træk”.
Vil du løbe i Endurance igen i 2023?
“Jeg ved det stadig ikke, jeg er 40, og jeg skal stadig beslutte mig, fordi jeg har et værksted og et Coppa Italia-hold. Jeg får syv handicappede drenge til at konkurrere med mine motorcykler, og denne aktivitet giver mig stor tilfredsstillelse. Blandt andet med min forretning, Materia Racing, er vi i stand til at tilpasse cyklerne, skabe komponenter af solide, og det er meget tilfredsstillende”.
Ingeniør Luca Scassa?
“Nej, jeg havde så forladt universitetet for at hellige mig fuld tid til motorcykling, og i det øjeblik havde det været det rigtige og uundgåelige valg”.
Hvem knyttede du mere til end de andre ryttere?
“Jeg har aldrig skændtes med nogen. Jeg havde etableret et særligt forhold til Alex Polita. Jeg var også meget glad for Roccoli, Saltarelli, Baiocco…”.
Lad os tage et sidste kig på din fortid. Et øjebliksbillede, der er blevet i dit hjerte?
“Forreste række på Imola i 2010 i det våde i WSBK med min far stående på væggen. Jeg nyder de øjeblikke mere i dag, end når jeg tænker på dem, da jeg levede dem”.