Ayrton Badovini har altid været et skridt videre. Gennem hele sin karriere spillede han ofte foran. Født i Biella i 1986, begyndte han at køre meget tidligt, var måske den første til at lande på 4-taktsløb som barn og var forfatter til en strålende karriere. I dag bor Ayrton Badovini i Romagna, har et fitnesscenter sammen med en nær ven af ham og arbejder som manager for 511 Racing Team i kvindernes mesterskaber.
“Jeg er født og opvokset i en motorcykelfamilie – fortæller Ayrton Badovini til Corsedimoto – en dag, da jeg var fem år gammel, prøvede jeg en minicykel på en messe, og jeg blev forelsket i den. Jeg bad julemanden om at give mig en, og jeg begyndte at gå rundt på pladserne med min far og min onkel. De arbejdede i tekstilsektoren og brugte spolerne, så vi satte indersiden af disse som kegler og kørte derefter slalom. Så begyndte jeg at køre i en rigtig bane, i en alder af ti vandt jeg det italienske mesterskab, og det hele startede derfra. Det plejede at være nemmere end nu.”
Hvad mener du?
”Da jeg startede, var der mere meritokrati. Hvis et barn havde talenter, gav de ham chancen for at fortsætte. Efter minicyklerne lavede jeg Aprilia Challenger 125 Trophy i et år, men i mellemtiden havde jeg prøvet en Ducati 748, og jeg elskede den. Måske er mine forældre måske blevet lidt bevidstløse, men i en alder af 15 begyndte jeg at køre med en 4-takt og året efter stillede jeg op i European Superstock med en Ducati 999. I de år var alle de unge 2-taktere, men jeg holdt meget mere af de store cykler”.
I 2010 dominerede du Superstock 1000 World Cup og vandt ni ud af ti løb med BMW Motorrad Italia.
“Vi skal være ærlige: Jeg synes, jeg er et godt talent, men det år havde jeg alt på toppen. Jeg havde et fantastisk team, en teknisk pakke klart overlegen i forhold til alle de andre, meget gode teknikere arbejdede i garagen. Uden sådan et hold ville det have været umuligt at dominere sådan. Det er klart, at jeg også har lagt en masse kræfter i det, og uden en ekspert rytter som mig ville holdet sandsynligvis ikke have opnået disse resultater.”
Er der et øjebliksbillede af det 2010, som du bærer inde i dig?
“Der er en episode, der gør min karakter tydelig. Sidste løb kommer jeg fra podiet med World Champion cuppen, men jeg er tydeligt ked af det. Chefen for BMW Italia bemærker dette og spørger mig, hvad der var galt. Nå, jeg svarede, at ok, jeg havde vundet, men jeg havde stadig ikke en plads i Superbiken det følgende år. Jeg var ikke i stand til at nyde øjeblikket, fordi mit fokus allerede var på 2011. Og det er sket for mig mange gange, det er en del af min karakter, jeg tænker altid på, hvad der er det næste, på målet, der skal komme”.
Det bedste minde fra din karriere?
“Jeg har svært ved at vælge, men det, jeg oftest tænker på, er min perfekte omgang. Superbike World Championship 2008, Superpole i Amerika og jeg kører en omgang, der er utrolig for mig. Selve tiden havde ikke været spændende, men det var første gang, jeg havde formået at gøre god brug af kvalifikationen og gøre alt rigtigt, bedre end jeg troede.”
Hvornår indså du, at det var tid til at gå på pension?
“I 2021 skulle jeg have deltaget i Superbike World Championship, men alt var blevet aflyst, og jeg havde derfor gjort CIV. Jeg havde også gjort det godt, men jeg blev lukket ned mentalt. Det var ikke let at komme til det sidste løb, selvom jeg satte min personlige rekord i Mugello. Jeg havde ikke længere stimuli. Det var tid til at tænke på noget andet. Jeg takker to ekstraordinære tekniske chefer, der har spillet en grundlæggende rolle i min karriere: Dino Acocella og Alessandro Finelli.”
Du dyrker ikke engang amatørløb?
”Det er halvandet år siden, jeg har kørt motorcykel, og jeg tænker ikke over det på den mest absolutte måde. Jeg kunne ikke gå rundt på banen uden at kigge på stopuret. Diskussionen er lukket. Måske en dag vil jeg ride for sjov, men væddeløb er et lukket kapitel.”
Ayrton Badovini, hvilken karakter ville du give din karriere?
“En syv. Jeg synes, jeg havde nogle gode egenskaber, over gennemsnittet, jeg klager ikke, og jeg har ikke fortrudt. Men jeg tror, at jeg mange gange befandt mig på det rigtige sted på det forkerte tidspunkt eller omvendt. Nå, måske manglede jeg bare lidt held. Jeg vil dog ikke tænke på min fortid, men se fremad, til de udfordringer, der stadig venter mig”.