Han afsluttede 2022 som mester i Aprilia 660 Trophy, Francesco Mongiardo er nu meget koncentreret om sin karriere i Moto2 European Championship. Et stort spring for den 18-årige fra Segrate, den ‘mest nytilkomne’ af Team Ciatti-Boscoscuro, som skulle forholde sig til en masse nyheder. Et første interessant resultat ankom til Barcelona, nemlig den første top 10, men Mongiardo sigter på at nå meget højere. I de sidste to måneder flyttede han til Spanien og revolutionerede dermed sine vaner og forberedelser for at forbedre sig selv yderligere, drevet af hans beslutsomhed for at opnå de resultater, han stræber efter. Men hvordan ser du på dit 2023 indtil videre? Dette og meget mere i vores interview.
Francesco Mongiardo, hvordan går dit første år i Moto2 European Championship?
Lad os sige, at det bestemt var en god effekt, jeg troede, at det ikke var let med det samme, men jeg troede, at jeg gjorde det lidt bedre. Jeg havde lidt højere forventninger, som straks blev knust. Når du kommer dertil, indser du, at tempoet er forskelligt fra Italien, såvel som typen af arbejde. Så noget skal ændres, og jeg havde denne mulighed for at flytte til Valencia.
Fortæl os om denne ændring.
Jeg forlod Italien den 17. juni, og nu bor jeg 5 km fra Valencia-banen. Jeg hører til José Estarlichs skole, den mentale træner, der også fulgte Jaume Masia, Alonso Lopez, Hector Garzo og andre. Jeg er den eneste italiener der, men jeg er glad, fordi det ikke er let at komme ind på disse skoler.
Hvordan har du det?
Det hele er meget anderledes: I Italien kæmper man for at træne med vigtige ryttere, i Spanien er alt mere naturligt. De accepterede mig straks i gruppen, og vi træner alle sammen med et meget forskelligt klima og sindsro. Jeg kører med ryttere som Masia eller Lopez, ikke rookies, men folk, der har opnået podier i verdensmesterskabet: At kunne sammenligne dig selv med folk med langt større erfaring giver dig mulighed for at forbedre dig meget hurtigere.
Francesco Mongiardo, lagde du også mærke til fejlene på, at du skal arbejde hårdere?
Der er mange. Hvis du træner alene kan det ske, at du ikke har den rette ‘stimulus’ til at være konstant i forberedelsen, Men nu griber jeg tingene anderledes an. Jeg savnede også at træne med nogen: I Italien er der meget konkurrence i denne forstand, og det kan ske, at de ikke længere ringer til dig, hvis du når et vist niveau. Men her udfordrer vi altid hinanden! Programmet består af tre træningspas om dagen: cykling eller løb tidligt om morgenen, så træner vi på motorcyklen, til sidst går vi i fitnesscenteret klokken fem. Jeg arbejder også meget med det mentale aspekt, hvilket gør en stor forskel.
Betingede det dig?
Rigtig rigtig meget! Jeg er en meget følelsesladet person. Et eksempel: Jeg er i garagen, jeg tager min hjelm på og måske hører jeg mekanikeren tale om et problem. Det er slut, jeg er allerede i panik! Jeg bliver meget let nervøs. Nu arbejder jeg på det 5 dage ud af 7, før eller siden kommer det første resultat, der får dig til at forstå, at det er den rigtige vej.
Som du sagde, træner du nu med vægtryttere. Er der nogen, der har slået dig?
Jeg må sige, at da jeg ankom, var jeg ikke så hurtig som nu, jeg forbedrede mig mere end forventet. Vi er en lille gruppe på 4-5 fyre, men jeg må sige, at jeg blev mere i harmoni med Masia, “Jimmy”, som jeg kalder ham. En utrolig rytter med 600’eren, han kører meget hurtigt! Det, der først og fremmest slår mig, er, at han formår at være meget hurtig, så snart han kommer ind på banen. Jeg spurgte ham endda, hvordan han gør det, men nu er det sådan her, det er blevet en vane.
Francesco Mongiardo, lad os se på din sæson i Moto2 European Championship. Hvad har været de største vanskeligheder indtil videre?
Jeg har en helt anden teknisk pakke, arbejdsmetoden har ændret sig, men frem for alt er et af de store problemer tempoet, der er et skridt at tage. Jeg er så nødt til at assimilere de spor, jeg ikke kender, udover den nye cykel, fortsætte med at køre kilometer, indtil jeg ankommer til en base, hvorfra jeg skal starte. Jeg mangler endnu at finde en god arbejdsmetode. Torsdag ordner jeg tingene, fredag begynder jeg at arbejde, lørdag sætter jeg tingene op og søndag leder jeg efter resultatet. I stedet skulle jeg begynde at arbejde torsdag, for at få et vigtigt resultat allerede om lørdagen og så lede efter noget mere om søndagen.
Det skal også siges, at du har taget et markant spring på den tekniske side.
I Italien vandt jeg Aprilia RS660 Trophy, men det niveau er meget anderledes: som at gå fra en legetøjscomputer til en professionel, med tusind flere indstillinger. Selv Max Toth, der vandt med mig, eksploderede ikke, tværtimod kæmper han. I sidste ende handler det om uerfarenhed i dette mesterskab mellem cykler, kredsløb, forhold… I 2022, hvis jeg gjorde det dårligt, var jeg 3., så jeg gik altid med et smil, mens alt er anderledes her. Det er et hårdt mesterskab, og i år er niveauet steget endnu mere. Hvis vi ser på tiderne, med den tid, jeg gjorde i Jerez i 2022, ville jeg være startet på 4. pladsen, i år befandt jeg mig i stedet på 16. pladsen! Jeg skal arbejde endnu hårdere, men det giver mig endnu mere lyst og motivation: At klare sig godt i et vanskeligt år betyder at kunne gøre noget godt.
Vi har nævnt vanskelighederne, som positive sider i stedet hvad fremhæver du?
Jeg kan virkelig godt lide at arbejde, og jeg er ikke en, der overlader tingene til tilfældighederne. Det, der umiddelbart forekom let for mig, var at arbejde med teamet. Jeg havde også meget held: Andrea [Viviani, il suo capotecnico e telemetrista di Alonso Lopez], det er virkelig ekstraordinært, jeg har aldrig haft en besætningschef som denne, og jeg tror, meget få nogensinde har. Den type arbejde virkede derfor med det samme, og jeg kan umiddelbart forstå cyklen. Det er aldrig sket for mig at gå ud og ikke vide, hvad der var sket: dette er mit pluspunkt, jeg skal bare kunne udnytte det.
Francesco Mongiardo, hvad var de bedste kredsløb for dig? Og det værste?
Jeg kan ikke tælle de to første til sidst. Jeg havde set Estoril i testene efter ni måneder uden at røre en cykel, så det giver ingenting til Moto2. Lad os sige, at det gik godt som læring. I Valencia havde jeg derimod et rygproblem, så det gik også, som det gjorde. Jerez er et spor, som jeg virkelig har nydt siden dag ét. Portimao satte mig i stedet i en masse krise, banen er ret kompliceret, så havde jeg også den uheld at starte fra pit lane [un problema alla moto prima del warm up lap]. Og mit navn er ikke Pedro Acosta [risata]. Men det gik ikke så galt alligevel, jeg blev nummer 13 men med løbets 6.-7. tid.
Der er set fremskridt i Barcelona.
Vi havde nok det bedste potentiale, men jeg starter altid den forkerte vej… I løb 1 sluttede jeg som nummer 7, men med tiderne i top 4! Jeg manglede dog tempoet i første halvdel af løbet, det gjorde teamguttene og Luca Boscoscuro også opmærksom på over for mig. I Race 1 havde jeg dog problemer med varmen og bagdækket: Jeg var 8. indtil næstsidste omgang, så løb jeg en stor risiko og sluttede som 11. plads. Ikke dårligt, men 7.-8. ville jeg gerne have haft mere.
I denne runde før pausen erobrede du dog din første top 10, ikke dårligt!
Det er en præstation, men dit niveau forbedres virkelig, når du kommer mindre end et sekund efter dit første. Det er vores mål, og vi er tæt på det. Jeg kan ikke forudsige fremtiden, men givet al den indsats, jeg lægger i det, forventer jeg noget andet fra Aragon.
Francesco Mongiardo, hvordan ser du denne udnævnelse efter pausen?
Vi laver nogle tests i den tredje uge af september, så jeg lærer banen at kende en måned før løbet, og jeg vil være i stand til at forberede mig tidligere, og derfor udfører jeg et andet job. Jeg forventer ikke noget, men jeg bliver nødt til at forsøge at håndtere det på en anden måde i forhold til tilgang, jeg arbejder så hårdt på dette aspekt. Jeg håber at afslutte sæsonen godt og så tænke 2024 anderledes og sigte mod at gøre noget bedre.
Har du nu pausen til oktober, lidt for lang?
Lad os sige, at det gør mig lidt vred ikke at kunne cykle så meget som VM. På den anden side har jeg dog stadig masser af tid til at arbejde og blive rigtig klar til Aragon-testen, måske endda overraske holdet. Det er en pause, der måske bryder rytmen lidt, men jeg har tid til at arbejde med mine problemer. Men det er ikke langt væk, om to uger skal jeg prøve det med min lille pige: Jeg savner det, jeg kan ikke vente!
Tæller du din anderledes oplevelse sammenlignet med mange andre ryttere i kategorien, så opfører du dig ikke dårligt, vel?
Selvfølgelig prøver jeg altid at gøre mit bedste, men jeg kan ikke klage, og jeg ved, at jeg altid gør mit bedste for det. Hverken Luca Ciatti eller Luca Boscoscuro havde noget at sige til det, faktisk fortalte de mig, at nogle gange forventede de værre. Men jeg er glad, fordi de bemærkede mit engagement og lysten til at gøre det godt. Vi var meget tætte i løbet i Barcelona, men selv i kvalifikationen sluttede jeg 35 tusindedele efter Mattia Rato, som nu har sin chance i verdensmesterskabet. Jeg var dengang 7 tiendedele efter Alberto Surra, min holdkammerat, som også er med i verdensmesterskabet.
Francesco Mongiardo, har du sat dig et mål, som du skal nå inden udgangen af sæsonen?
Jeg forventer meget: de 7 bedste i kvalifikationen ville være et vigtigt skridt fremad, så sigter jeg efter at blive i top 5 i løbet for at afslutte min sæson godt. Jeg lægger mange kræfter i det, også når jeg er alene, og derfor satser jeg på at klare mig rigtig godt.